Præstens urskov i Døllefjelde


I årene fra 1917 til 1924
blev der gennemført en fredningssag på skoven Karlslunde (1778 Kaslunde) i Døllefjelde sogn ved Sakskøbing. Den blev fredet som en "øjensynlig i hovedsagen uberørt rest af fortidens egeskove".

 

Skoven er meget lille, omkring 200 meter på hver led, og ligger midt på den flade mark et stykke fra byen. Man undrer sig over, hvorfor der er levnet sådan et lille stykke naturskov her. Navnet passer heller ikke til en naturskov, navne som ender på -lunde, plejer at dække over meget lysåben skov til græsning eller engdrift.

 

Skoven består af store ege, der står ret spredt. De har grene langt ned, og de nederste er gået ud, åbenbart fordi underskoven er vokset op og har skygget dem ihjel. Mange af egene er langt over 200 år gamle. Underskoven er et tæt krat mest af hassel og pil, men også med en del korsved, benved og tjørn. Af fredningssagens akter fremgår det, at præsten tog gærdsel i skoven, og det fik han stadigvæk lov til at gøre. Helt uberørt var skoven altså ikke. Det opdagede botanikeren Carl Christensen, den ene af initiativtagerne til sagens rejsning, i 1941 og skrev om det til professor Aug. Mentz, daværende formand for naturfredningsrådet. Det ser også ud til, at skoven har været afgræsset i en periode. Der er nemlig gravet en stor vandingsdam i det vestlige jorddige, der i nutiden omgiver skoven. Den ligger, så dyrene kan komme til den både fra skoven og fra den tilstødende mark. De mange tjørn stammer nok fra denne tid.

 

Den store overraskelse får man, når man ser på det udsnit af det originale matrikelkort over Døllefjelde fra 1778, som er gengivet her.

Kaslunde er signeret som lav- skov! Intet ved signaturen røber de gamle ege, selv om vi nu kan se, at nogle af dem også har været her i 1778. Området har altså ikke været opfattet som skov dengang. Undersøger man skoven omhyggeligt, finder man tydelige spor af stævning på nogle få gamle ask og naur. Det ser ud til, at det har været en stævningsskov af ask, naur og hassel med overstandere af eg. Ser vi igen på kortet, bemærker vi straks, at Kaslunde i 1778 var langt større end i nutiden, nutidens Karlslunde er nemlig kun det særskilt indhegnede hjørne af skoven mod nordøst, hvor det står nogle ulæselige bogstaver. Der er et indviklet system af hegn, som jeg ikke helt kan redegøre for. Men den bevarede del af Kaslunde er i hvert fald hegnet hele vejen rundt og dermed helt sikret mod dyrene, der under alle omstændigheder har græsset på de tilstødende marker, når de lå brak. De har sandsynligvis også i perioder græsset i resten af Kaslunde. Hvis den bevarede del al Kaslunde kun havde været en lidet sårbar gærdselsskov, havde der ikke været rimelig grund til at indhegne den så godt. Derfor tror jeg, at den har været drevet som løveng, sandsynligvis som en sidste rest at et større løvengssystem akkurat som den bevarede del al Södra Greda løvenge på Öland.

 

Carl Christensen blev født i Døllefjelde i 1872, så engdriften må have været ophørt længe før den tid, ellers havde han hørt om den.


Det var et held, at man ikke fandt på at se på det gamle matrikelkort i forbindelse med fredningssagen. Hvis man havde opdaget, at præstens urskov bare var en tilgroet eng, havde vi måske ikke haft den pragtfulde egeskov i dag.