Se kortet over Nystedegnens sogne. (åbner i nyt vindue)

Ordet ”sogn” fandtes i de germanske sprog før kristendommen kom til Nordeuropa. Det antages, at ordet er afledt af verbet ”at søge” i betydningen ”at gå hen til et sted”. Et sogn er altså det sted, folk fra en egn søger hen til f.eks. for at afgøre sager, gå i kirke, feste osv. Allerede midt i 1000-tallet var grænserne for sognene på plads, og betegnelsen brugtes mest som betegnelse for en kirkes opland.

Eftersom præster og degne normalt var de eneste læse- og skrivekyndige i sognene, blev de hurtigt også vigtige for kongemagtens kommunikation med menigmand. Mange sager blev kundgjort fra prædikestolen og præsterne blev pålagt at berette visse ting opad i systemet. Fra midt i 1500-tallet forsøgte kongerne uden større held at gøre sognene til centre for en sparsom uddannelse af ungdommen, men først da visse administrative sager (skole-, fattig- og vejvæsen) i begyndelsen af 1800-tallet blev lagt ud til sognene, kom der gang i deres rolle som ”kommuner”. I 1841 indførtes sogneforstanderskaber, hvor sognepræst, store jordbesiddere og valgte medlemmer fik et lokalt ansvar for forvaltning af flere og flere sager, og i 1868 trådte en ny landkommunallov i kraft. Med den erstattedes sogneforstanderskabet af et sogneråd.

Med få undtagelser udgjorde kirkesognene på landet fra midt i 1000-tallet og frem til kommunal-reformen i 1970 normalt også en enhed, idet dog nogle kommuner fra 1841 og frem bestod af 2 eller 3 sogne.

På kortet, der er tegnet i 1942 med enkelte rettelser fra 1962, kan man stadig se, hvordan sognene oprindeligt fulgte naturgrænser, f.eks. vandløb, moser eller ufremkommelige skovområder. Gårdenes marker strakte sig sjældent over sognegrænserne, og vejnettet mellem sognene var sparsomt.

Billedet er skannet fra et slidt papirkort, derfor er der beklageligvis visse kvalitetstab.