Teksten er fra : Stormfloden paa Lolland-Falster 1872 - Øjenvidners Beretninger - Samlet og udgivet af Knud Hansen

 

Lolland

Den østlige Del af Lolland var ikke i den Grad udsat for Stormflodens fulde Kraft som Falster, idet den laa i Læ for Nordøstenvinden; og desuden er terrænet der noget højere end på Vestlolland.

 

Som tidligere nævnt gik Vandet dog højt op i den tidligere Sakskøbing Fjord, der munder ud i Guldborgsund mellem Priorskov og Fuglsang. Store Mængder af Fisk - særlig Skaller - førtes med Strømmen langt op i Landet, helt paa den anden Side af Thoreby. Efter Stormen opsamledes man dem og nedsaltede saa mange, man kunde overkomme; de var ret velsmagende.

 

Paa den ene af de tre Gaarde, der nu er lagt sammen under navnet Flintingegaard, gik Vandet ind og skyllede Væggene bort. Just som man skulde til at lange til de gule Ærter paa Middagsbordet, kom Vandet ind gennem Døren og forstyrrede Idyllen - man slap for Ærterne den dag.

 

To unge Piger flakker om i Roden Skov fra Kl. 7 til Kl. 1 - i Vand til midt på Livet. 

Langs Roden Skov, Taagense og Vanthore gik Vandet saa højt op, at beboerne maatte forlade Husene og ty længere ind i landet. Partikulier H.J. Kaare, Vanthore meddeler: "Værst gik det ud over en Gaard, som laa midt i en Fælled ("Rodfeden"), der grænser op til Roden Skov.

 

Da Vandet om Morgenen steg med rasende Hurtighed, sendte Forpagteren på Gaarden sin Tjenestepige og sin Plejedatter af sted til de nærmeste Naboer efter hjælp til at bjerge Kreaturer og Ejendele; men det blev en besværlig Tur. Der var ca. 1/4 Mil at gaa, og Vandet indhentede dem snart. De skulde gennem Roden Skov, og her stod Vandet så højt, at de flere Gange var nærved at drukne. Træernes Knagen og Braget af nedstyrtende Grene og Træer, der væltede, forenedes sig med Stormens Brølen til en sand Dommedagsmusik. Forskræmte og forkomne ventede de to unge Piger hvert Øjeblik at styrte i et Hul i den ujævne Skovbund og gaa til Bunds; men tilsidst naaede de dog til naboens, da var Klokken 1, og de var gaaet fra Gaarden kl. 7 om Morgenen.

 

Det var umuligt at bringe Hjælp til den nødstedte Gaard paa dette Tidspunkt; Der gik bud til Nysted efter en Jolle, og i den sejlede nogle Mænd gennem Skoven; men da de skulle fra Skovens Udkant til Gaarden, var Bølgegangen endnu saa stærk, at de maatte opgive det.

 

Paa Gaarden havde Mand og Hustru og en syg Slægtning taget Ophold på Loftet, der hvert Øjeblik truede med at gaa ned. i Stalden svømmede 11 Køer og 2 Heste; deres Bindsler var saa lange, at de kunde holde hovedet over Vandet, saa de reddedes. En stor Gris svømmede længe rundt i Gaarden og prøvede alle Døre og Vinduer, men kunde ikke slippe ind, indtil den fandt et Hul i Væggen, hvor den lige kunde knibe sig igennem; derfra kom den op paa Halmloftet, hvor den med stor Sindsro gik til Køjs."

 

Gdr. Ole Brædder, Taagense, fortæller, hvorledes hans voksne Brødre havde faaet fat i en jolle og reddede Folkene fra Nabohusene. Tops Hus styrtede helt sammen, og i Stenhugger Jockimsens Hus skylledes Væggene ud. Dagen efter fandt man Vugger, Kister og Skabe og andet "sødygtigt" Bohave paa Falster, som var skyllet i Land og laa i en lang Bræmme langs Sydvestkysten af Lolland.

 

Nysted

I selve Nysted blev Slusen revet bort, og Vandet trængte ind og bortskyllede en hel række Broer og satte Piledammen og Strandpromenaden under Vand, saa Beboerne maatte flygt over Hals og Hoved - de fleste gennem Vinduerne - og lade deres Ejendele i Stikken. Havnepladsen stod ligeledes under Vand, og Tømmer og Joller flød rundt mellem hinanden i en syndig Forvirring. Aalholm Park og Omegn oversvømmedes, saa man maatte forlade Slottet.

 

Paa Rødsand strandede en Brig "Alfred" af Swinemünde, ført af Skipper H. Mau. Besætning og Last reddedes til Nysted.

 

En Sejltur på Ladeportene

I Ø. Ulslev Sogn trængte Vandet 3/4 Mil op i Landet, og elleve Familier blev husvilde og mistede saa at sige alle deres Ejendele. Herfra fortæller G.H. Hasemann, der den Gang boede i Ø. Ulslev:

Vandet gik ind i alle Husene nede ved Stranden i det saakaldte Høvænge og Dødmose. En Mand fra Ø. Ulslev havde anet at der maatte være Højvande, og var taget derned tidligt om Morgenen. Han og Bestyreren paa Hedvigslund reddede til Hest - i et par Alen Vand - Beboerne fra de nærmeste tre Huse. Senere opdagede man, at Folkene i de øvrige tre Huse heller ikke var kommet ud. Man vadede saa langt derover imod, som man kunde, men opnaaede kun at se dem staa på Loftet viftende med deres Lommetørklæder; deres Raab druknede i Larmen. Man tabte dog ikke Modet, men greb til andre Udveje. Herom fortæller H.J. Hasemann:

 

"Om Morgenen den 13. fik vi oppe i Byen Meddelelse om, at "Høvænget", der ligger lavt og nær ved Stranden, var oversvømmet og Beboerne i Livsfare. Vi var da hurtig nogle unge Mænd samlet og Startede derud dels for at deltage i Redningsarbejdet, dels maaske af Nysgerrighed. Folkene fra de nærmeste Huse var allerede reddet. Jeg husker endnu, at en af de reddede, Rasmus Andersen, havde en Pose under Armen med sine Sølvpenge; det var dengang, man gemte Pengene i Strømpeskaftet. Længere om ad Kysten traf vi Gdr. Holstener (det senere Amtsrådsmedlem). Han var kommet kørende med sine Ladeporte, Læssetræer o.a., for at vi kunde sammentømre en Flaade at redde Folkene paa. Arbejdet gik rask fra Haanden, og da Skuden var færdig, var vi fire - om det maa være mig tilladt - raske Gutter, der skubbede den i Søen og gik ombord.

 

Det var ikke noget helt let Arbejde at komme frem med en saadan Flaade; Vandet skyllede hele Tiden ind over den, og de høje Gærder ved Markskellene skulde også klares, men vi naaede da endelig Huset. Folkene sad paa Loftet og betragtede Situationen ud ad Loftslemmen. Naa, de kom saa ud ad Lemmen og ned paa Flaaden - med noget Besvær for resten; der var nemlig ingen Forbindelse mellem Flaaden og Huset, og Bølgerne gik jo højt. Først tog vi Konen og tre Børn og fik dem anbragt midt paa Flaaden; vort Skib kunde nemlig kun rumme et begrænset Antal Dækspassagerer. Særlig komfortabelt var der just heller ikke; de var vel næsten lige saa meget i Vandet som over Vandet; men de reddedes da, og saa gik vi ud anden Gang og hentede Manden og to Børn til. Hermed hører mit Redningsarbejde op."

 

De fire raske Redningmænd var foruden Hasemann: Jens og Peter Hansen og en Gaardejer Christiansen, alle fra Ø. Ulslev. Verden er jo tit underlig - ogsaa her: en Lærer Johansen, der var Tilskuer ved Redningsarbejdet, fik senere i et Blad det meste af Æren for det, skønt han ikke hjalp til.

 

Mand og Kone og en lille Dreng gaar paa Hovedet i Vandet fra Tømmerflaaden

Fru Olga Rasmussen, Søfryd pr. Stubbekøbing, fortæller paa Grundlag af hendes Moders Beretninger:

 

"Mit Barndomhjem laa paa den saakaldte Dødmose blandt en Del andre Smaahuse. Min Fader, som var Hjulmand, havde selv bygget det - ikke i den forstand, at han havde ladet det bygge; men han havde selv lavet Mursten, tilhugget Tømmer, kørt Grundstenene sammen paa Marken og slaaet dem samt lavet Vinduer og Døre m.m. Der var møjsommeligt blevet arbejdet, bygget op og samlet sammen, indtil denne frygtelige Dag, da vandet kom og skyllede alt bort og nær havde taget deres Liv.

 

I Hast fik de en Smule Sengetøj og dem selv bjerget op paa Loftet; her kunde de imidlertid ikke blive, og min Fader havde som Haandværker et lille lager af Tømmer og Brædder paa Loftet. Det fik han og min ældste Broder ud ad Vinduet, og derude i det iskolde Vand laa han og tømrede en flaade sammen, som skulde være Redningsbaad for Familien.

 

De kunde høre, at Folk et eller andet Sted raabte til hinanden: "Jørgen Hjulmand og hans Familie, de er da druknet!" og det kunde ogsaa nær være gaaet saa galt; for da Fader endelig havde faaet en Flaade tømret sammen, og Moder med den mindste paa Armen kom ud på den gennem Vinduet, saa gik de begge paa Hovedet i Vandet, som paa det var 3 Alen dybt. Det var nemlig lige over Møddinghullet, og det var tømt nogle Dage i Forvejen. Moder havde dog Aandsnærværelse nok til at faa Drengen over Vandet med den ene Arm, og Fader greb straks fat i ham; selv kom hun til at staa paa en tilfældig Ting, som var stillet ved Møddingen, og derved reddedes de op paa Plankerne igen. Nu var de alle næsten halvdøde af Kulde og maat med stort Besvær redde sig ind paa Loftet igen. Moder og den lille Dreng blev trillet ind i Sengetøjet for at faa lidt Varme i Blodet. Den lillle dreng, som laa ved Brystet, havde bidt og slidt min stakkels Moder af Sult og Kulde og afrevet en del af hendes Haar. De var alle meget forkomne da de endelig kom derfra."

 

Alle Beboerne her blev dog reddet - fra det sidste Hus, der laa bag Skoven, først Kl. 2 om Natten, da en ung Mand fra Sandagergaard havde faaet fat i en Jolle og sejlede derom.